Indrøm det: du har også prøvet at nynne Gizmos lille melodi – og fået kuldegysninger, når Stripe blinker med sine røde øjne. Gremlins (1984) er den slags film, der nægter at blive glemt; en julet gyser-komedie, der både varmer og skræmmer på én gang. Alligevel er det først, når man dykker ned i de mennesker (og stemmer!), der bringer Mogwai og gremlins til live, at magien for alvor folder sig ud.
I denne artikel zoomer vi ind på alle de ansigter – foran og bag kameraet – som fik Joe Dantes kaotiske univers til at eksplodere af charme, humor og uhygge. Fra Zach Galligans godhjertede Billy og Phoebe Cates’ modige Kate til Howie Mandels pivede Gizmo og Frank Welkers frygtindgydende Stripe. Selv Steven Spielberg ruller forbi i en elektrisk kørestol, mens legendariske Chuck Jones kigger ind som Mr. Jones.
Hvad betød skuespillernes kemi for filmens puls? Hvordan giver en håndfuld stemmeskuespillere de små pelsdyr hver deres personlighed? Og hvilke skjulte påskeæg efterlod holdet bag Gremlins til de mest nysgerrige fans? Dyk med os ind i kulissen – historien om byens finurlige biroller, de uventede cameos og den uforglemmelige lydside venter lige om hjørnet.
Klar til at løfte låget på en kasse fuld af popkulturelle hemmeligheder? Husk bare: Læs ikke efter midnat…
Hovedrollerne i Gremlins: helte, venner og familie
Gremlins fungerer, på trods af monstrene, som et karakterdrevet juleeventyr, hvor seks centrale figurer bærer handlingen fra hyggelig småbyidyl til decideret mareridt. Deres indbyrdes relationer giver publikum noget menneskeligt at spejle sig i, mens Mogwais og gremlins tumler rundt i baggrunden.
Zach Galligan som Billy Peltzer er filmens emotionelle anker. Den unge bankassistent er både den klassiske heltefigur og vores øjne ind i verdenen, for han opdager reglerne – og bryder dem – samtidig med os. Galligans underspillede charme gør, at vi hurtigt holder med Billy, også når han begår fejl. Hans stærke bånd til Gizmo skaber den vellidte ”drenge-og-sin-hund”-dynamik, der forvandler en ellers sort komedie til noget hjertevarmt.
Phoebe Cates som Kate Beringer giver historien et empatisk modspil til Billy. Som kollega i banken og potentiel kæreste udvider hun filmens perspektiv og viser, hvordan kaosset rammer hele byen – ikke kun familien Peltzer. Cates balancerer klassisk ”girl next door”-sødme med handlekraft, da hun suverænt tager kampen op mod de løsslupne væsner i baren og senere leverer filmens mørkeste monolog om sin fars skæbne i skorstenen. Hendes tilstedeværelse minder os om, at Gremlins er lige så meget coming-of-age som creature feature.
Hoyt Axton som Randall Peltzer, opfinderen der aldrig rammer helt plet, er gnisten til hele katastrofen. Når Rand dukker op med en Mogwai i gaveæske, iscenesætter Axton på én gang de større temaer om forbrugersamfundets uansvarlighed og klassisk slapstick. Faderens uopnåelige drøm om den store opfinder-succes kaster et komisk, men også kærligt lys over far-søn-forholdet og sætter Billys ansvarsfølelse i relief.
Frances Lee McCain som Lynn Peltzer overrasker publikum ved at forvandle et traditionelt mor-i-køkkenet-rollemønster til ren actionhelt, da gremlinsene invaderer hjemmet. McCains blanding af moderlig omsorg og resolut brutalitet (blender, mikrobølgeovn, kniv) viser, at kærlighed til familien kan være ildevarslende farligt – for de grønne bæster i hvert fald. Hendes instinktive kamp sætter taktstokken for filmens skift fra spøg til reel horror.
Corey Feldman som Pete Fountaine fungerer som brobygger til det yngre publikum. Den nysgerrige nabodreng får ufrivilligt vandet Gizmo, hvilket udløser klækningen af de første kokoner. Feldmans barnlige entusiasme spejler biografgængernes egen nysgerrighed: ”Hvad sker der, hvis…?” Resultatet er både morsomt og fatalt, og Petes uheld understreger historiens moralske omdrejningspunkt om konsekvens.
Keye Luke som Mr. Wing indrammer fablen. Den ældre kinesiske antikvar indleder og afslutter fortællingen, og hans stoiske tilstedeværelse giver filmen sin folkloristiske tyngde. Ved først at betone reglerne – ikke lys, ikke vand, aldrig mad efter midnat – og senere kalde amerikanerne for uansvarlige, placerer han historiens etik: teknologi og natur kræver respekt. Luke leverer budskabet med værdighed snarere end løftet pegefinger, hvilket gør det desto mere mindeværdigt.
Sammen væver disse seks roller et net af relationer, der driver Gremlins frem: Rands opfinderdrømme sætter handlingen i gang, Lynns moderstyrke forsvarer hjemmet, Petes barnlige fejltagelse eskalerer faren, og Mr. Wings visdom rammer filmens moralske punktum. Midt i det hele træder Billy og Kate frem som hverdagens helte, der – bevæbnet med baseballbat, snebolde og et sundt skud teenage-mod – kæmper for at redde både hinanden og hele Kingston Falls. Uden denne menneskelige kerne ville Gizmo og hans djævelske tvillinger blot være støj; fordi karaktererne føles ægte, bliver småbyens mareridt så meget desto mere vedkommende.
Birollerne der giver byen liv
En af grundene til, at Gremlins stadig føles som et besøg i en virkelig by og ikke blot en kulisse, er dens farverige biroller. Først finder vi veteranen Dick Miller som Murray Futterman – krigsveteranen, der har et på én gang paranoid og komisk had til ”alt det udenlandske elektronik”. Hans murrende tirader om ”gremlins” i amerikanske fly fungerer som et lunt forvarsel om, at han faktisk har fat i noget. Når han og hustruen Sheila – spillet hjertevarmt af Jackie Joseph – senere bliver angrebet af sneplovs-gremlins, forvandles deres hyggelige parcelhus til en slagmark, og den sorte humor får frit løb.
Byens klamme magtmenneske er Polly Holliday som Ruby Deagle. Hun er filmens juleversion af Scrooge, der truer med at afliva Billys hund og sætte folk på gaden, og publikum elsker at hade hende. Da gremlinerne til sidst kaster hende ud af vinduet på hendes egen elektriske stoleneselift, vender filmens ondskabsfulde humor nærmest tegnefilmsagtigt tilbage – og letter samtidig den voksende spænding.
I bankens neonbelyste kontorer møder vi Judge Reinhold som den selvfede Gerald Hopkins; han puster sig op over for Billy, men er i bund og grund et bangebuks. Hans korte, men mindeværdige scener prikker let til 80’ernes grådighedskultur og giver et humoristisk afbræk, før kaosset rigtig bryder løs.
Som den lidt slidte, men velmenende filialchef Mr. Corben leverer Edward Andrews tørre one-liners og er med til at understrege, at Kingston Falls er en småsøvnig by, hvor alle kender alle – netop derfor rammer gremlin-hærgen ekstra hårdt.
Den videnskabelige vinkel kommer fra skolens naturfagslærer Roy Hanson, spillet af Glynn Turman. Hans oprigtige nysgerrighed over for Gizmo giver publikum en første smagsprøve på, hvor galt det kan gå, når reglerne (ingen mad efter midnat!) tilsidesættes. Hans dramatiske laboratorie-sekvens er et af filmens klare gyserelementer.
I politistationen sidder den stoiske Sheriff Frank, men det er hans kollega Deputy Brent, portrætteret af Jonathan Banks, der med et tørt hævet øjenbryn leverer filmens måske mest lakoniske replik: ”Du vil have os til at tro, at små grønne monstre hærger Main Street?” Banks’ deadpan-spil får både publikum og sheriffen til at grine – indtil telefonen ringer, og byen bogstaveligt talt eksploderer i sne, julelys og kaos.
Rundt om disse navne vrimler det med andre ansigter, der lige løfter historien: Scott Brady som den efterhånden overmatchede sheriff, Jim McKrell som tv-reporteren i sneen og John C. Becher som den skræmte læge. Hver af dem bidrager med små stænk af humor, angst eller skepsis, som tilsammen giver byen puls. Det er netop den myriade af biroller, der gør, at vi føler, vi kender Kingston Falls, længe før gremlinerne river den fra hinanden – og som gør ødelæggelsen både morsommere og mere nervepirrende.
Stemmerne bag Mogwai og gremlins
Når først de små pelsbolde åbner munden, er det stemmearbejdet, der bestemmer, om vi som publikum bryder ud i “nårh!”-suk eller gemmer os bag sofapuden. I centrum står komikeren Howie Mandel, der giver Gizmo en lys, nynnende og næsten barnagtig vokal. Mandel indspillede lydene alene i et mørklagt studie for at kunne fokusere på de fineste følelsesnuancer – fra forsigtige triller, når Gizmo nyder en julemelodi, til de bekymrede klynk, der varsler fare. Instruktør Joe Dante bad ham tænke på en krydsning mellem en undulat og et spædbarn; resultatet blev de signaturlyde, der gør Mogwai-helten umulig ikke at holde af.
I den diametrale modsætning finder vi “monster-maskinen” Frank Welker. Med årtiers erfaring som alt fra Scooby-Doos fjender til Optimus Primes modstykker gav han Stripe et knitrende, hæst knurrende register, der nærmest flår sig igennem højttalerne. Welker lagde også stemme til flere andre Mogwai og gremlins og brugte blandt andet omvendt hvisken, dybe halsklik og indåndede vokaler for at adskille hver skabning. Hans improviserede latter blev så ikonisk, at lydteknikerne indlagde ekko og rumklang for at forstærke den dæmoniske effekt, hver gang Stripe tager ordet.
Dante og lydteamet ønskede et helt “kor” af væsener, og her trådte en række specialister ind. Peter Cullen indspillede gutturale brøl, der senere blev nedtonet og mikset ind under de større masseslagsmål, mens beat-box-legenden Michael Winslow brugte sin elastiske mund til skingre dørknirk, lynhurtige latterudbrud og et par korte ultralydsfrekvenser, som publikum næsten føler mere end hører. Fred Newman og Mark Dodson leverede mund-poppende rytmer og klæbrige suge-lyde, som virkede perfekte, når gremlins slynger sig rundt i baren. Og selvom Bob Bergen, Bob Holt og Michael Sheehan primært blev krediteret som “additional voices”, fylder deres små indskud – et klapren med tænderne dér, et heksisk fnis her – hullerne ud og giver massescenerne det livlige polyfoni, der gør kaosset så overrumplende.
Filmens radio-DJ, Don Steele som Rockin’ Ricky Rialto, fungerer som det menneskelige anker blandt al hylekoret. Hans energiske on-air-stemning blev optaget på klassisk DJ-manér: stående, med mikrofonen på et gyngende stativ og en kop kaffe i hånden. Steele indtalte replikkerne i ét langt take for at fastholde frenetikken – lidt som hvis gremlins havde kapret en rockstation.
Al dialogen blev i efterproduktionen blandet med Chris Stones lydeffekter: grøntsagssuppe i en støvsugerpose for klæbrige fodtrin, latexhandsker der vrides for øreflip-stræk og reversed tape-loops til gremlins, der skriger baglæns. Kombinationen af de ekspressive stemmer og organisk hjemmelavede effekter gav væsnerne den særprægede dobbelthed – de er både tegnefilmsagtigt sjove og ægte ubehagelige.
Resultatet er, at vi som publikum hurtigt kan høre forskel på en uskyldig Mogwai-trille og en truende gremlin-knasen, længe før vi ser dem på lærredet. Stemmeskuespillerne blev derfor en bærende, men ofte overset, kraft i Gremlins’ blanding af julehygge og mareridt – og beviser, at det nogle gange er stemmen i mørket, der giver et filmuhyre sjæl.
Bag kameraet og andre spændende fakta om Gremlins
Instruktøren Joe Dante stod allerede før 1984 kendt for sin legesyge blanding af gys og galgenhumor (fx “The Howling”), men med Gremlins fik han frie tøjler til for alvor at folde sit filmnørdede sind ud. Han allierede sig med sin faste makker, producent Michael Finnell, og sammen skabte de en film, der på én gang er juleeventyr, monsterfilm og satire over tidens forbrugskultur. Dante beskriver selv produktionen som “et live-action tegnefilmkaos” – en tone, der kun kunne realiseres, fordi Amblin Entertainment og moderselskabet Warner Bros. gav plads til hans anarkistiske idéer, samtidig med at Steven Spielberg overvågede projektet som exekutiv bag kulissen.
Filmen fik amerikansk premiere 8. juni 1984, løber præcist 106 minutter og er primært indspillet på English, men lader flere scener – især folkeskoleklassens TV-udsendelser – glide over i Español for at understrege den multikulturelle small-town-stemning. Kombinationen af gyser, komedie og familieeventyr var så uhørt, at den amerikanske censur‐myndighed efterfølgende skabte den nye PG-13-rating; Gremlins blev således et lille stykke filmhistorie, før Mogwai’en overhovedet nåede at få sin første snack efter midnat.
Dante elsker at fylde lærredet med påskeæg, og Gremlins er proppet med cameo-optrædener, der får filmnørder til at gnide sig i hænderne: Steven Spielberg ruller forbi i en elektrisk kørestol ved Rand Peltzers opfindermesse, mens komponist Jerry Goldsmith (der skrev musikken til Dantes senere projekter) forsøger at ringe ud fra en overfyldt telefonboks. Midt i kaosset ses animationslegenden Chuck Jones som den tålmodige Mr. Jones – et nik til Looney Tunes-rødderne bag filmens slapstick – og blandt opfindelserne blinker sci-fi-ikonet Robby the Robot, her stemmelagt af den originale 1950’er-skuespiller Marvin Miller. Disse små glimt gør ikke bare seerne opmærksomme på filmens popkulturelle rødder; de understreger også Dante-mantraet om, at intet i biografen kun er baggrundsdekoration – alt kan, og skal, være levende fortælling.
I kulissen kombinerede holdet klassiske animatronics, stop-motion og practical effects for at give Mogwai og gremlins deres drilske personlighed – en produktionsteknik som i dag stadig fremhæves som forbillede for moderne monsterfilm. Resultatet er en film, der 40 år senere stadig føles frisk: En lille by i panik, et julet landskab dækket af popcorn-sne, og en flok skabninger, der synger flerstemmigt, før de sprænger biografer i luften. Bag kameraet herskede Dante og Finnell, men foran det myldrede både kendte og skjulte stjerner – og netop den symbiose gør Gremlins til et uopslideligt kultfænomen.